Sløret er løftet for hvor 2.Gilde tager på udflugt i år. Det er blevet til Klosterhede Plantage ved Lemvig. Her skal vi nyde den storslåede natur og på rundvisning i hestevogn med guide. Så måske kommer vi også til at se de sky bævere hvis vi er heldige. Så reserver nu allerede weekenden 7-8 Juni til en god og interessant oplevelse. Herunder ses lidt forhånds info om området.
 
 
Områdebeskrivelse
Klosterhede Plantage udgør et ca. 6.700 ha stort område, hvoraf ca. 5.000 ha er tilplantet. Området er beliggende på en hedeslette, dannet under sidste istid ved aflejringer af grus og sand. Iskanten strakte sig fra Bovbjerg mod Struer, og kan ses i dag som et højdedrag 1 - 2 km nord for Klosterheden. Plantagen gennemskæres i nord-sydgående retning af Flynder Å i en ret bred ådal, men desuden findes flere mindre vandløb i smeltevandsdalene. Ca. 350 ha udgøres af hedearealer, bl.a. et stort område centralt i Klosterheden. I flere af smeltevandsdalene er der kunstigt opstemmede småsøer. Den største af disse er dannet ved opstemning af Flynder Å. Hovedparten af området er beplantet med gran, men der er også en del fyrretræ. Løvtræsbeplantningerne udgør ca. 150 ha .

Vigtigste naturværdier
Området er udpeget for at beskytte en række forskellige naturtyper og arter.

Naturområderne i Klosterheden er præget af beliggenheden i de store skove, som er domineret af nåletræer. De vigtigste naturtyper i området er de tidvis våde enge og hængesækkene langs vandløbene, som løber igennem plantagen. På de højere beliggende lysåbne arealer er der store arealer med tør hede og enkelte forekomster af surt overdrev. I vandløbene vokser der vandplanter og der lever Bæklampret. Odderen har også dens daglige gang langs vandløbene. I området ligger Rishøje Sø, som er en renvandet sø med planterne Blærerod, Kildemos og Vandspir. Desuden er der i området flere brunvandede søer og vandhuller.

En art som er værd at bemærke, og som nok kan betegnes som Klosterhedens varemærke, er den genindførte Bæver. Den tilfører området en hel ny dynamik og vil således over tid kunne ændre fordelingen imellem tidvis våd eng og vandløb/sø. Denne dynamik vurderes generelt at være meget positiv i forhold til områdets natur.